Starten på livet som veterinærsygeplejerske

Sarah Hjorth Hansen fortalte i 2008 om vejen til elevpladsen som veterinærsygeplejerske og om sine holdninger til arbejdet, da det endelig lykkedes at få foden indenfor.

Kan du huske, hvor spændt du var, da du søgte elevplads og hvor glad du var, da du endelig fik den? At uddanne sig til veterinærsygeplejerske er mange unges – især pigers – store drøm. De synes, at vi, der har været i faget i nogle år, er nogle af de heldigste mennesker, man kan forestille sig. Det har vi måske godt af at blive mindet om en gang imellem. Sarah Hjorth Hansen er 21 år og nyansat veterinærsygeplejerske-elev på Ringe Dyrehospital klinik for Mindre Husdyr på Fyn.

At snuse til faget
Sarah har drømt om at blive veterinærsygeplejerske, siden hun første gang hørte om uddannelsen, da hun gik i 8. klasse. Lærerne på hendes skole udleverede en bog om forskellige uddannelser og opfordrede eleverne til at overveje, hvad de kunne tænke sig at blive. Sarah vidste, at hun gerne ville arbejde med mennesker eller dyr og overvejede at blive human sygeplejerske, veterinærsygeplejerske eller hundefører hos politiet.

For at opleve et af fagene i virkeligheden, kom hun i erhvervspraktik på et dyrehospital i 8. klasse og igen i 9. klasse. Derefter var der ingen tvivl: Uddannelsen til veterinærsygeplejerske var drømmen. I 10. klasse og i gymnasiet blev der igen mulighed for at komme i praktik og igen faldt valget på forskellige dyreklinikker. Nu drejede det sig ikke om at finde ud af, om faget var interessant, men om at skabe kontakter i branchen og få lidt erfaring.

Når du drømte om at blive veterinærsygeplejerske, før du fik snust til faget i praksis, hvad forestillede du dig så, du skulle lave?
”Jeg forestillede mig, at en veterinærsygeplejerske passede de syge dyr, gav dem mad og varme tæpper og måske også hjalp dyrlægen lidt.

Da jeg kom i praktik, fandt jeg ud af, at man også har mange andre arbejdsopgaver og at jobbet er meget udfordrende og afvekslende. Der sker noget nyt hver dag.

Jeg troede, at det mest var dyrlægerne, der havde en masse viden og ansvar, men jeg fandt ud af, at en veterinærsygeplejerske også har et meget selvstændigt job og skal vide og kunne mange ting selv.

Arbejdet bestod altså ikke kun af dét, jeg havde forestillet mig, men jeg blev positivt overrasket.”

Efter anbefaling fra en af veterinærsygeplejerskerne på den første klinik, hvor Sarah var i praktik, besøgte hun sammen med sine forældre det daværende CEU Kolding, hvor skoledelen af uddannelsen som bekendt foregår.

En studievejleder anbefalede hende at tage en HTX studentereksamen, før hun gik i gang med at søge elevplads, fordi der i praksis ikke er mange, der får en elevplads på baggrund af folkeskolens afgangsprøve.

På HTX er der mulighed for at vælge mange relevante fag, f.eks. biologi, laboratorieteknik, kemi og psykologi. Der er desuden meget gruppearbejde – og gode samarbejdsevner er jo også vigtige for en kommende elev og veterinærsygeplejerske.

Ihærdighed betaler sig
Sarah var under erhvervspraktikken også blevet anbefalet at få noget mere praktisk erfaring med faget, for at kunne få nogle gode anbefalinger med sig, når der skulle søges elevplads. Mens hun gik på HTX, søgte hun derfor ihærdigt fritidsjobs på dyreklinikker. Der er som bekendt mange om buddet, men ihærdighed betaler sig og efter et halvt års insisterende henvendelser, fik Sarah et sommerferiejob på en klinik.

I 2007 søgte hun elevplads på 32 forskellige dyreklinikker og -hospitaler i hele landet. Hun kom til samtale på et dyrehospital i Jylland, men fik afslag med den begrundelse, at de syntes, hun var lidt for ung. Den besked var lidt svær at sluge, for hvad kan man gøre ved det? -Skynde sig at blive lidt ældre?

Efter endt studentereksamen, fik Sarah fast job som ufaglært klinikassistent i den praksis, hvor hun havde haft sit sommerferiejob. Virksomheden driver 5 forskellige klinikker med tilhørende butikker. Sarah fik for

alvor føling med arbejdet som veterinærsygeplejerske og overtog efterhånden ansvaret for butikken i en af klinikkerne og kom også rundt på de andre klinikker og høstede mange gode erfaringer dér.

Efter at have arbejdet ufaglært i faget i et års tid, søgte Sarah igen elevplads. Denne gang ca. 6 forskellige steder. De klinikker, som havde meldt tilbage, at de ikke ville få brug for elever flere år frem i tiden, blev sorteret fra. Hun blev kaldt til samtale flere steder og endte med at få tilbudt mere end én elevplads.

Hvordan føltes det, da du endelig fik elevpladsen?
”Jeg var så glad, at jeg gav mig til at græde. Jeg havde kæmpet for det så længe og jeg vidste, at der var så lille sandsynlighed for, at det ville lykkes – at man skal kende nogen, der kender nogen osv. Det var helt surrealistisk, at det faktisk skete og at jeg endda havde flere steder at vælge imellem.”

Sarah har nu været ansat på Ringe Dyrehospital klinik for Mindre Husdyr i ca. 5 måneder, først som ufaglært medhjælp og siden 1. august som elev.

Nu er din drøm blevet til virkelighed. Har virkeligheden levet op til dine forventninger?
”Helt klart. Jeg fortryder slet ikke alt det hårde arbejde, jeg gjorde, for at få en elevplads. Jeg havde jo også været i praktik mange gange og vidste, hvad det indebar. Jeg kan godt lide, at uddannelsen veksler så meget mellem teori og praksis. Det passer mig glimrende.”

Hvad synes du er det bedste ved arbejdet?
”Jeg synes, at alt er mega fedt. Jeg kan godt lide at hjælpe og pleje de syge dyr, især når behandlingen lykkes og de bliver raske. Jeg kan også godt lide at tale med kunderne. De stiller mange udfordrende spørgsmål og det er godt, at der er hjælp at hente hos de andre veterinærsygeplejersker.

Jeg synes, at arbejdsopgaverne er fordelt passende, så man skifter mellem at passe telefon, betjene kunder, være i operationen osv. At være i operationen er spændende, men gør mig også lidt nervøs. Det er et stort ansvar, man står med, for andre folks dyr. Det er fedt, at der er så mange forskellige arbejdsopgaver at gribe fat i. Ernæring og adfærd, f.eks. Måske bliver jeg adfærdsnarkoman.

At der ikke er et skarpt hierarki mellem dyrlæger og veterinærsygeplejersker, synes jeg også er rart. Det er så dejligt, når dyrlægerne bare er helt nede på jorden og også kan hjælpe med at slæbe foder og passe telefonen. Det giver et rigtig godt samarbejde.”

Hvad synes du mindst om ved arbejdet?
”Jeg synes, det er hårdt, når man har arbejdet længe på at helbrede et dyr og det ikke lykkes. At tackle ejernes sorg er noget, der skal læres.

Folk, der ikke behandler deres dyr ordentligt, synes jeg også er svært at have med at gøre; hvis de f.eks. lader dem gå meget længe med et alvorligt problem, før de søger dyrlæge. Det gør mig så gal. Når mine egne dyr bliver syge, er det ekstra hårdt, fordi jeg ved, hvornår den kan være helt gal. Det er også en ulempe.”

Du har været i praktik tre steder og ansat i tre forskellige praksis nu. Er der stor forskel på, hvordan man arbejder som veterinærsygeplejerske de forskellige steder, synes du?
”Ja, det synes jeg. Der har været mange forskellige måder at opdele ansvarsopgaver på, både mellem dyrlæger og veterinærsygeplejersker og veterinærsygeplejerskerne indbyrdes. Nogle steder skiftes man f.eks. meget til at være i operationen, andre steder er man det hver dag.”

Hvad forventer du af din elevplads?
”Jeg forventer, at de lærer mig noget. At de giver mig mulighed for at udfolde mig, at prøve nogle ting af. At de tager sig tid til at have en elev og ikke bare ser én som en ekstra, billig arbejdskraft. Så bliver vi gode veterinærsygeplejersker og kan leve op til vores ansvar.”

Hvad gør en elevplads god?
”Det er vigtigt, at der er en god stemning og at man føler sig tryg der. Gode kolleger betyder rigtig meget og at man føler, at man passer ind i teamet. Det er jo en arbejdsplads, der skal fungere og hvis man føler sig

hjemme der, er det et godt grundlag for samarbejdet. Men jeg vil også gerne udfordres, så jeg forventer også, at de sætter sværhedsgraden op, i takt med, at jeg kan klare mere.”

Hvad forventer du af de uddannede veterinærsygeplejersker, som skal lære dig op?
”At de er der for mig. At jeg altid har dem i baghånden, så jeg ikke står alene med det store ansvar, når jeg ikke er uddannet. At de tager sig tid til at lære fra sig og at de har tålmodighed: Nogle ting skal de måske forklare mange gange. Jeg forventer også, at de tager hensyn til, at jeg ”kun” er elev og ikke glemmer, at der er mange ting, jeg ikke kan vide, fordi jeg ikke har lært det endnu. Når der er pres på, er det rart, at de uddannede tager over, så jeg ikke bliver mast helt flad. Jeg vil gerne udfordres, men skal have opgaver, der kan overskues.”

Hvad forventer du af skolen? ”Jeg skal begynde derovre d. 5. januar. Det fik jeg besked om for længe siden. Jeg har faktisk allerede fået besked om, hvornår tredje hovedforløb ligger. Man kan vælge mellem to perioder, fordi der er så mange elever, at vi ikke kan være der på én gang. Informationen giver indtryk af, at der er styr på tingene derovre. Jeg ville nu gerne have haft en klasseliste på forhånd, så jeg måske kunne have aftalt at køre sammen med andre her fra Fyn.

Jeg forventer, at lærerne er fagligt dygtige og har lyst til at lære os noget. Der er jo mange, der rejser langt, for at gå på skolen, så det skal være i orden, det faglige niveau. Jeg håber, de også er parate til at forklare tingene mange gange, men dét plejer lærere jo at være gode til…

Jeg glæder mig meget til at få en masse teori, så jeg kender baggrunden for det, jeg gør på klinikken til daglig. Man lærer selvfølgelig også noget teori på praktikstedet, men det bliver noget andet at sidde på skolebænken og kunne tage noter osv.”

Hvad drømmer du om nu, hvor du har fået ønsket om en elevplads opfyldt?
”Jeg drømmer om at bliver færdiguddannet og kunne kalde mig veterinærsygeplejerske. Jeg glæder mig også til at finde nogle yndlings-arbejdsopgaver, som jeg kan fordybe mig mere i, og måske efteruddanne mig indenfor.”

Hvad ser du dig selv lave som veterinærsygeplejerske om 10 år?
”Jeg er stadig veterinærsygeplejerske og arbejder stadig i praksis. Jeg har specialiseret mig inden for et bestemt felt – adfærd, måske, men jeg tror stadig, jeg laver meget forskelligt hver dag. Jeg vil også gerne kæmpe for faget, for vores forhold, løn, arbejdsmiljø, elevernes forhold osv. Det er der ikke tid til, når man er elev. Så skal man koncentrere sig om uddannelsen.”

Er der ellers noget, du vil sige til os ”gamle” eller til andre nye elever?
”Til de uddannede veterinærsygeplejersker vil jeg gerne sige, at man ikke skal synes, at det er uoverskueligt at få elever. Det må da også være spændende og oplivende og give noget fornyelse at have elever. Jeg synes også godt, de må ofre sig lidt og give videre af det, de kan.

Man skal hele tiden forny sig, tage på kurser og passe på ikke at gro fast i samme rille. Det kræver selvfølgelig også, at de får lov til det af deres chefer.

Til dem, der gerne vil være elev, vil jeg sige, at man ikke skal give op, hvis det virkelig er det, man vil. Man skal arbejde på at få det til at lykkes og prøve, om man ikke kan komme i gang med uddannelsen så hurtigt, som muligt. Der er jo mange, der tager en anden uddannelse først. Det synes jeg er lidt spild af tid.”