Fagveterinærsygeplejerske uddannelse i laboratorieteknik

Nu kan du tage Fagveterinæruddannelse i laboratorieteknik.

Ny Fag-VSP-uddannelse i laboratorieteknik skal sikre, at du selvstændigt kan varetage drift og vedligeholdelse af klinikkens laboratorium. Læs mere om uddannelsen her.

I klinisk praksis er muligheden for intern laboratorieteknik i vækst, hvilket stiller øgede krav til veterinærsygeplejerskers kompetencer i dette ansvarsområde.

Formål med efteruddannelsen
Uddannelsen skal sikre, at fagveterinærsygeplejersken selvstændigt kan varetage drift og vedligeholdelse af klinikkens laboratorium, herunder varetage kvalitetskontrol af laboratorieudstyr, udføre daglige rutineopgaver i mikroskopi og håndtere og analysere prøver. Uddannelsen er især målrettet klinisk praksis indenfor familiedyr, og det er en fordel, men ikke et krav, at deltageren har erfaring med intern laboratorieteknik.

Optagelseskrav
Bestået veterinærsygeplejerske eksamen samt tilknytning til klinisk praksis.

Deltagerantal
Minimum 15 deltagere, maksimum 25 deltagere. Pladserne besættes efter først-til-mølle-princippet.

Kursusopbygning
Uddannelsen forløber over 1,5 år og består af 4 teorimoduler på 2-3 dage samt et 2 dages praktikmodul på Veterinært Diagnostisk Laboratorium, Københavns Universitet (praktikmodulet ligger efter de første tre teorimoduler og færdiggøres indenfor 1,5 år efter opstart).

De teoretiske moduler er fælles for alle deltagerne. Praktikmodulet gennemføres med to til tre personer ad gangen.

I ugerne mellem de teoretiske moduler ligger der en mindre opgave (udformning af en standard operating procedure (SOP) relateret til eget praksisarbejde med laboratorieteknik eller e-learning opgaver). Derudover skal der udarbejdes en case-log for hele perioden samt arbejdes selvstændigt med at læse pensum til efterfølgende modul. Uddannelsen afsluttes med en skriftlig opgave, en eksamen relateret til opgaven samt aflevering og godkendelse af case-log.

Undervisningssproget er dansk. Faglitteratur på dansk og engelsk vil blive anvendt.

Pris
Prisen for uddannelsen er 53.000 kr. eks. moms. Prisen omfatter omkostninger til undervisning, kursusadministration, kursusmateriale samt forplejning i pauser. Deltagerne skal selv arrangere overnatning, aftenforplejning samt indkøb af lærebøger.

Tid
Teoretiske moduler: sen vinter/tidlig forår, sent forår/tidlig sommer, sensommer/tidligt efterår (3-dages moduler: onsdag-fredag kl. 10-17, 2 dages modul: torsdag-fredag kl. 10-17).

Praktikmodul: Efter individuel aftale med Veterinært Diagnostisk Laboratorium. Tirsdag & onsdag eller onsdag & torsdag kl. 9-15:30.

Sted
Uddannelsen afvikles på Institut for Klinisk Veterinærmedicin på Københavns Universitet, Dyrlægevej 16, 1870 Frederiksberg C. Praktik afvikles i Veterinært Diagnostisk Laboratorium, Dyrlægevej 46, 1870 Frederiksberg C.

Læringsmål

Viden

  • Forklare principper for kvalitetskontrol.
  • Forklare årsager til præanalytisk, analytisk og postanalytisk variation.
  • Forklare principper for korrekt prøveudtagning og håndtering.
  • Forklare principper for laboratoriesikkerhed.

Færdigheder

  • Bruge mikroskop, herunder renholde mikroskop og Köhler-indstilling.
  • Udføre blodudstrygning, farvning af blodudstrygning (Hemacolor, May-Grünewald.Giemsa, NMB/BrilliantKresyl), foretage kvalitetsvurdering af fremstillede præparater, foretage leukocyt-differentialtælling og genkende morfologiske forandringer af erythrocytter, leukocytter og thrombocytter ved mikroskopi.
  • Udføre urinanalyse og genkende almindeligt forekommende celler, casts, krystaller og agens ved mikroskopi.
  • Udføre aerob bakteriel urindyrkning samt identificere klinisk relevant vækst i relation til urinopsamlingsmetode.
  • Udføre fæcesanalyser inklusive opsætning, nedtagning og genkende forskellige former for agens ved mikroskopi.
  • Udføre kvalitetsvurdering af cytologi præparater ved mikroskopi, herunder både dermatologiske præparater og cytologi fra eksempelvis tumorer.
  • Udføre hud- og pelsundersøgelser og genkende agens samt ektoparasitter ved mikroskopi.
  • Udarbejde kemikalie-brugsanvisning og udarbejde en kemisk og biologisk risikovurdering.

Kompetencer

  • Varetage kvalitetskontrol af laboratorieudstyr og prøver.
  • Erkende patologiske forandringer ved mikroskopi af urin-, blod- og fæces prøver.
  • Foretage struktureret afrapportering af resultater af klinisk patologiske undersøgelser.
  • Anvende kvalitetsvurdering af cytologiske præparater i klinisk praksis.
  • Varetage korrekt forsendelse af prøver og prøvemateriale til andre laboratorier.
  • Varetage laboratoriemæssig drift og vedligeholdelse af eget laboratorium.

Praktisk Plan for fagveterinæruddannelsen i laboratorieteknik for underviserne og fagforeningen

Kurset vil inkludere en blanding af forelæsninger, teoretiske gennemgange og praktiske sessioner med hovedvægt på mikroskopi af præparater.

I hvert modul er der en ”Inspirationsforelæsning”. Denne er ca. 45min-1time, og emnet er praksisrelateret.

(Forskellige emner endnu ikke fastlagt, men kan være: blodbank, titerbestemmelser i forhold til vaccinationer, ultralydsguided finnålsbiopteringer, håndtering og analyse af prøver fra eksotiske dyr i klinisk praksis mv.).

Modul 1: Introduktion til et klinisk laboratorium & hæmatologi (3 dage)

Introduktion til klinisk laboratorium:

  • Kvalitetskontrol (SOP’s, QA, QC, bias, linearitet)
  • Prøvehåndtering SOTA (blodprøver: rørtyper, udtagning & håndtering af forskellige rørtyper)
  • Analytiske variationer (præanalytisk, herunder faktorer der påvirker biokemi, hæmatologi, serologi og hæmostase; analytisk (link tilbage til kvalitetskontrol), post analytisk)
  • Laboratoriesikkerhed (herunder zoonoser og cytostatika, reagenser, registreringer)

Hæmatologi:

  • Hæmatologimaskiner (herunder forståelse for grafiske resultater)
  • Fremstilling af blodudstrygninger
  • Mikroskopi (herunder differentialtælling og morfologiske forandringer)
  • Specialiserede analyser (Saltvandsagglutination, Coombs test, blodtypning og cross-match)
  • Analytiske variationer
  • Kvalitetskontrol

Kurset vil inkludere en blanding af forelæsninger, teoretiske gennemgange og mange praktiske sessioner i mest af alt mikroskopi af præparater men også generel hygiejne og udførsel af specialiserede analyser.

Modul 2: Urin-analyser (3 dage)

Opsummering fra modul 1 inklusive en session med hæmatologiøvelser og sparring på cases fra praksis.

Urinanalyser:

  • Urinanalyseapparatur
  • Sticks, vægtfylde og udseende
  • Mikroskopi af farvede og ufarvede præparater
  • Automatiseret udstyr, hvordan skal vi tolke svarene?
  • Analytiske variationer
  • In-house dyrkning og fortolkning

Modul 3: Fæcesanalyser (3 dage)
Opsummering fra modul 1 og 2 inklusive en session med hæmatologi- og urinøvelser og sparring på cases fra praksis.

Fæcesanalyser – hvad er det vi kigger efter:

  • Baermann
  • Flotation
  • Direkte fæces smear
  • Analytiske variationer

Kurset vil inkludere en blanding af forelæsninger, teoretiske gennemgange og mange praktiske sessioner i mest af alt mikroskopi af præparater, men også udførsel af analyser samt mikrobiologisk undersøgelse af urin.

Modul 4: Cytologi (2 dage)

Session med sparring på cases fra praksis (hæmatologi, urin og fæces).

Cytologi – hvordan håndterer vi disse præparater?

  • Prøveudtagning
  • Prøvehåndtering
  • Mikroskopi med henblik på kvalitetskontrol og identifikation af agens
  • Analytiske variationer

Praktikmodul: Føl-ordning på Veterinært Diagnostisk Laboratorium (2 dage)

  • Deltagelse i det daglige arbejde på laboratoriet, herunder kvalitetskontrol og mikroskopi
  • Fokus på praktiske færdigheder der anvendes i egen praksis