Dine muligheder som ledig veterinærsygeplejerske

Meld dig ledig via Serviceforbundets hjemmeside her

 

Find ledige stillinger på VSPnet

Branchen ved, at hvis man skal finde en god veterinærsygeplejerske, så er det på VSPnet, at man slår den ledige stilling op. Hvis du er ledig vil vi derfor anbefale dig hele tiden at følge med i, hvilke stillingsopslag, der ligger på VSPnet.

Læg dit CV ind på VSPnet og lad arbejdsgiveren finde dig

Du har som medlem af Veterinærsygeplejerskernes Fagforening mulighed for gratis at lægge dit CV ind på www.vspnet.dk Se under menupunktet “Nyheder” og VSP´er søger job.
Skriv en tekst om dig selv, dine erfaringer og interesser som veterinærsygeplejerske. Skriv bl.a. hvor i landet, du søger job og hvor mange timer, du er interesseret i.
Tænk over, hvad det er, du er allerbedst til og hvad det er, du kan tilbyde arbejdspladserne til forskel fra alle de andre ansøgere. Du skal sælge dig selv godt, men selvfølgelig holde dig hundrede procent til sandheden mht. dine tidligere erfaringer osv.
Vi vil naturligvis informere arbejdsgiverne om, at man nu kan finde en veterinærsygeplejerske med lige præcis de kvalifikationer, man drømmer om, på www.vspnet.dk Du kan også hjælpe med at sprede det gode budskab, ved at fortælle det til alle de arbejdsgivere, du kender i branchen.

Find relevante kurser på VSPnet

For at finde kurser, som er relevante for dig og som øger dine muligheder for at få job, kan du bl.a. følge med på disse hjemmesider:
www.vspnet.dk Vælg menupunktet  Kurser og efteruddannelser.
www.hansenberg.dk Vælg menupunktet Kurser.
www.efteruddannelse.dk Søg på ordet dyr.
www.ug.dk Vælg fanen Uddannelser, vælger derefter Arbejdsmarkedsuddannelser, vælg Mejeri og Jordbrug, vælg Pasning af zoodyr, hobbydyr og fisk.
www.cefal.dk Center for Arbejdsliv og Læring udbyder kurser til bl.a. medlemmer af Serviceforbundet. Når du er medlem af Veterinærsygeplejerskernes Fagforening, er du medlem af Serviceforbundet. Kontakt Center for Arbejdsliv og Læring for at høre nærmere.

Brug dit netværk!

Når man søger job i så lille en branche som vores, er det meget vigtigt at man har et godt netværk – og at man bruger det i sin jobsøgning. Kontakt f.eks. andre veterinærsygeplejersker og spørg, om de kender til nogle steder, der søger en god veterinærsygeplejerske.

Kontakt de dyrlæger, du kender og lad dem sprede rygtet om, at du er super dygtig og leder efter et nyt job. Husk at bede om en anbefaling fra de steder, du tidligere har været ansat og vedlæg alle dine anbefalinger til dine ansøgninger.
Hvis du er på Facebook eller LinkedIn, kan du også bruge dine profiler dér til at markedsføre dig selv og dine evner og interesser. Du er også velkommen til at lægge et opslag ind på vores Facebook-side www.facebook.com/vspnet.dk Siden følges af mere end 460 veterinærsygeplejersker og dyrlæger fra hele landet, så der er gode chancer for, at nogen her kender nogen, der går og overvejer at ansætte en veterinærsygeplejerske mere.

Læg en åben ansøgning ud og se de opslåede stillinger på de mange forskellige jobportaler, der findes på nettet. Se under menupunktet Links her på VSpnet.

Alternative brancher

Hvis det i øjeblikket ikke er muligt at få et job i veterinær praksis, der hvor du bor, findes der også mange andre brancher, hvor du kan bruge dine kvalifitationer som veterinærsygeplejerske – og hvor du kan samle erfaring, som vil være til gavn for dig, når du vender tilbage til veterinærbranchen. Nogle af brancherne kunne være:

  • Butikker – generel butikserfaring er god på klinikker, der har en stor petshop
  • Dyrehandeler
  • Foderfirmaer
  • Forsikringsfirmaer, der forsikrer kæledyr eller heste
  • Fysioterapeutiske klinikker – som sekretær
  • Hansenberg – som underviser
  • Humane hospitaler – som sekretær, laborant osv.
  • Humane lægehuse – som sekretær
  • Kiropraktiske klinikker – som sekretær
  • Laboratorier
  • Landbruget
  • Medicinalfirmaer
  • Naturhistoriske museer – formidling
  • Rideskoler
  • Tandklinikker – som klinikassistent
  • Zoologiske haver
  • Zoologisk Museum
  • Osv.

Vælg den rette fagforening

Husk, at du skal stå i den fagforening, som har overenskomsten på det område, du arbejder indenfor. Hvis du f.eks. bliver butiksansat, hører du typisk til under HK. Du kan altid melde dig tilbage i
Veterinærsygeplejerskernes Fagforening, når du vender tilbage til praksis.
Hvis du har brug for hjælp til at finde det rigtige sted at stå, kan du kontake os – eller du kan finde information på LOs hjemmeside: http://www.lo.dk/kontakt/SporgLO.aspx

Lad være med at konkurrere på prisen!

Der har desværre været eksempler på veterinærsygeplejersker, som for at konkurrere med andre ansøgere til et job i praksis, har valgt at tilbyde deres arbejdskraft til ren grundløn – eller endda at tilbyde deres arbejdskraft helt gratis i en periode.

For det første kan du ikke både modtage arbejdsløshedsdagpenge og være i arbejde, lønnet eller ulønnet.

For det andet findes bestemmelsen om en prøvetid jo i vores overenskomst, netop for at begge parter kan se hinanden an i en periode og komme ud af kontrakten igen på en fornuftig måde, hvis en eller begge parter ikke ønsker, at den fortsætter. – Men den ansattes arbejdskraft er naturligvis er lønnet, så længe ansættelsesforholdet varer.

I Veterinærsygeplejerskernes Fagforening mener vi bestemt, at vi skal sælge os selv på vores gode kvalifikationer, vores erfaringer og vores faglighed – ikke på en lav pris.

Hvis vi begynder at underbyde hinanden på lønnen, så saver vi i længden den gren over, vi selv sidder på. Det er desuden naivt at tro, at man nogensinde vil komme op på en fornuftig løn i en virksomhed, hvor man har vist, at man ikke selv mener, at man er mere værd end grundlønnen.

Brug i stedet den tid, hvor du er ledig konstruktivt til at øge dine kvalifikationer, bl.a. via mulighederne for selvvalgt uddannelse og virksomhedspraktik – og brug din fagforening, din A-kasse og dit Jobcenter, som alle meget gerne vil hjælpe dig.

Hvis du har idéer eller ønsker til, hvad vi ellers kan gøre for dig som ledig, må du endelig give os besked på vf@forbundet.dk eller tlf.: 3547 3617